17. februar 2023
Kærlighed fra hele verden
Je t'aime, ich liebe dich, ti amo, jag älskar dig, I love you – kærlighedens sprog er noget, vi alle forstår, uanset hvor i verden, vi befinder os. I denne uge har vi samlet en række film fra hele verden, som alle handler om kærlighed.
Inderlighed, passion, jalousi og afhængighed er nogle af nøgleordene i den franske filmklassiker ’Betty Blue – 37,2 om morgenen’, der emmer af sommer og 80'er-farver. Hongkong-instruktøren Kar-Wai Wong står bag den vemodige kærlighedshistorie ’In the mood for love’, om den poetiske kærlighed mellem to ensomme sjæle i 60'ernes Hongkong.
Den finske ’Land of hope’ er en kærlighedshistorie, der foregår i efterkrigstiden, og tidens omstændigheder sætter kærligheden på prøve. Australske ’Long story short’ er en romantisk komedie, hvor tiden er afgørende for Teddy, som er nødt til at indse, hvad der i virkeligheden har betydning, hvis han skal undgå at miste sit livs kærlighed.
Læs mere om filmene herunder - og find ugens nye film nederst i nyhedsbrevet.
God fornøjelse,
Filmredaktionen
|