3. februar 2023
Historier om livets skilleveje
Livet er fyldt med skilleveje og overgange. I puberteten går man fra barn til voksen, men igennem hele livet er der tidspunkter, hvor tingene forandrer sig; hvor de går fra en ting til noget andet, og man bliver nødt til at træffe nogle valg. Vi har samlet en række film med historier om livets skilleveje.
I Joachim Triers ’Verdens værste menneske’ har den snart 30-årige Julie endnu ikke fundet ud af, hvad hun vil, eller hvem hun vil være. Det norske drama er et portræt af det begivenhedsrige voksenliv i slut 20'erne og dets skilleveje, hvor fremtidens kurs skal sættes. I coming-of-age-filmen ’Breath’ står to drenge på tærsklen til voksenlivet, da de møder den mystiske surfer Sando. Det bliver begyndelsen på en sommer, de aldrig vil glemme, og hvor drengene tager de første skridt mod nye kapitler i deres liv.
Livets uforudsigelighed er temaet i ’Japanske fortællinger’, som er tre fortællinger om drømme, tvivl, begær og de livsvalg vi træffer og måske fortryder. I dokumentaren ’Gadens børn’ får en gruppe gadedrenge fra Manila i Filippinerne muligheden for at ændre deres liv for altid, men for at det sker, skal de gøre sig fri af deres fortid og ændre en livsbane, der allerede er afsporet.
Læs mere om filmene herunder - og find ugens nye film nederst i nyhedsbrevet.
God fornøjelse,
Filmredaktionen
|