25. november 2022
Mesteren Ennio Morricone
Den italienske filmkomponist Ennio Morricone er mesteren bag nogle af verdens mest velkendte og elskede filmsoundtracks. Han komponerede over 500 soundtracks og fortsatte med at komponere musik frem til sin død i 2020, 91 år gammel.
Dokumentarfilmen ’Ennio Morricone’ er blandt ugens nye film på Filmstriben – og er en lovprisning af den italienske "maestro", som giver et indblik i Morricones talent og virke. Herunder har vi samlet en række film, hvor du kan opleve Morricones filmmusik.
Ennio Morricone og Sergio Leone var gamle skolekammerater, og Leone hyrede Morricone til at skrive musikken til hans første spaghettiwestern ’En nævefuld dollars’ i 1964. Det blev til et fast samarbejde, og Morricone er da også især kendt for musikken til Leones spaghettiwesterns.
Som 87-årig blev Morricone den ældste modtager af en Oscar nogensinde, da han vandt for musikken til Quentin Tarantino-filmen ’The hatefull eight’. Endnu en western, men Ennio Morricone har også lavet musik til et hav af andre film fra forskellige genre. F.eks. et smukt og nærværende soundtrack til Pedro Almodóvars ’Bind mig, elsk mig’, som er med til at sætte stemningen for filmen.
Læs mere om filmene herunder, og find ugens nye film på Filmstriben nederst i nyhedsbrevet.
God fornøjelse,
Filmredaktionen
|